Solvang klar med appetitvækkende festival

Den årlige madfestival, Taste of Solvang, vil for 27. gang gøre sit indtog i den danske by Solvang i Californien den 15.-17. marts 2019. Her kan besøgende se frem til tre velsmagende dage fyldt med uimodståelige madoplevelser – fra søde fristelser og traditionel dansk mad til moderne nyfortolkninger af danske klassikere, amerikanske favoritter og internationale retter fra alle verdenshjørner.

Den lille og unikke landsby i Californien, Solvang, ligger blot to timers kørsel nord for Los Angeles i den smukke dal, Santa Ynez Valley. Udover at være kendt for sin danske kultur og historie er Solvang også nabo til nogle af de bedste vinmarker og landbrug i USA, hvilket giver byen fantastiske forudsætninger for at levere frisk og lokal mad og vin til både indbyggere og besøgende.

Dette fejres i år ved den populære og årlige madfestival, Taste of Solvang, hvor byens kokke, bagere, vinbønder og bryggerier hylder den danske og amerikanske madscene sammen med både lokale og turister. Det eneste du skal sørge for? At være sulten, når du ankommer.

Nyfortolkede danske klassikere og lokale specialiteter.
Festlighederne starter fredag den 15. marts med en række forskellige events. Besøgende kan blandt andet deltage i mad-og-vinarrangementet ’Sip & Savor’, hvor de kan forkæle deres maver og ganer med smagsprøver på egnens lokale vine, øl og cocktails i samspil med lækker, lokalproduceret mad. Lørdag kan man blandt andet komme med på turen ’Culinary Tasting Trail’, der tager deltagere forbi Solvangs bedste restauranter, caféer og madboder, hvor der vil være smagsprøver på lokale specialiteter og danske klassikere med et amerikansk islæt fra mere end 30 forskellige madudbydere. Når tørsten melder sig, kan man tage på øl- og vinturen ’Taste of Solvang Wine & Beer Walk’, der byder på alt fra dybe rødvine til boblende specialøl fremstillet på egnen.

Festivalen kulminerer om søndagen med den overdådige ’Danish brunch’, der både byder på klassiske brunchretter, men også egnsdelikatesser som hjemmelavet gedeost og frittata. For de morgenfriske er der desuden kander med Mimosa og Bloody Mary som et festligt alternativ til juicen.
Solvang er i forvejen et unikum i Californien – særligt for danske turister – og Taste of Solvang er ikke desto mindre en helt særlig måde at opleve byen på.

At sidde i Californien i en lille by og spise æbleskiver og stegt flæsk med persillesovs er uden tvivl en unik oplevelse for danskerne. Taste of Solvang er en utrolig fin måde at få et indblik i Solvangs historie, der på én måde byder på nogle af de bedste ting fra det solrige Californien, men samtidig har Danmark helt inde under huden,” fortæller Karin Gert Nielsen, Managing Director for Solvangs danske turistkontor.

Læs meget mere om Taste of Solvang HER

Read more

Share: