June 6, 2019 Visit California

Michelins nye Californien-guide afslører stjerneregn

Tilbage i marts offentliggjorde Michelin og Visit California en historisk udvidelse af deres berømte restaurantguide med introduktionen af ’MICHELIN Guide California 2019’. Den nye guide, som er den første af sin slags i USA, er nu på gaden, og delstaten er officielt de stolte indehavere af hele 118 Michelin-stjerner.

Michelins udgivelse af den nye Californien-guide inkluderer i alt 657 californiske restauranter, hvoraf 90 restauranter har modtaget Michelin-stjerner.

Den nye udgave er den første Michelin-guide nogensinde, der udelukkende sætter fokus på én specifik delstat i USA, og udover de eftertragtede stjerner giver den også en lang række anbefalinger til spisesteder, der er et besøg værd – lige fra eksperimenterende gourmetrestauranter til den lokale food truck.

En så ekstraordinær anerkendelse fra Michelin er noget, der vækker genklang i Skandinavien. Vi opfatter en rejse som en stor buffet af spændende madoplevelser, hvor vi vil prøve så meget som muligt for at lære nye aspekter af den lokale kultur at kende,” lyder det fra Visit Californias Managing Director i Skandinavien og Finland, Karin Gert Nielsen, og fortsætter.

Foodie begrebet er måske nok en smule overbrugt, men jeg tøver aldrig med at bruge det i min beskrivelse af den skandinaviske rejsende. Det har længe været en klar tendens, at spændende oplevelser inden for blandt andet mad, vin og øl betyder enormt meget, når vi skal vælge vores næste destination, og Michelins nye anerkendelse af Californien er jo blot endnu en understregning af, hvor interessant en madscene, der rent faktisk gemmer sig derovre.”

Med de utallige Michelin-stjerner, der efterhånden er spredt udover Skandinavien, så forstår vi til fulde den effekt, som vigtige udmærkelser, som denne, fører med sig. Ligesom vi har set en stigning i efterspørgslen på nordiske madoplevelser, så kommer det helt sikkert også til at have en positiv påvirkning på turismen til Californien.”

De californiske restauranter, der fandt vej til Michelins nye California-guide, stammer fra et bredt udsnit af berømte byer som Sacramento, Monterey, Santa Monica, West Hollywood, Santa Barbara og San Diego – for ikke at nævne Michelin-favoritterne fra San Francisco og Californiens mange vinområder.

Read more

Share: